Airsoft er en voksenaktivitet for alle der er fyldt 16 år. Formålet er, skåret helt ind til benet, at skyde de andre. Med vellignende våben, hvor 6mm plastikkugler er ammunitionen, skyder man imod hinanden, typisk i forbindelse med at man løser en mission eller lignende. For at sikre at ingen kommer til skade, bærer alle deltagere en maske der dækker øjne, ører, mund og i det hele taget hele ansigtet.
TRoA Airsoft adskiller sig fra andre foreninger ved dels at have fokus på rollespilsdelen i det. Vi fokuserer på scenariespil og forsøger at få elementer af rollespil i alle vores spil. Derfor er det også vigtigere for os at følelsen er rigtig. Det betyder at vi bruger mere tid på at vores bomber skal ligne bomber, at vores falske penge skal ligne falske penge, vores flag skal være rigtige flag, de hemmelige dokumenter skal se hemmelige ud, osv. Når man spiller airsoft i TRoA skal man føle at det er noget specielt, næsten som taget ud af et computerspil eller en god krigsfilm. Derfor er konkurrence heller ikke et element som TRoA fordrer ved vores normale spilledage. Det sikrer vi ved at regulerer vores regler i en retning hvor de der går efter følelsen bliver sat foran de der kun kommer for at vinde.
Kort sagt: I TRoA spiller vi for at have det sjovt!
Workshoppen
Der vil i løbet af året blive afholdt nogle workshops, disse workshops har til formål at få stimuleret alt det udenfor spilledagen. I forbindelse med denne hobby kan der opstå et behov for vejledning, som mange i foreningen kan være behjælpelige med. Det kan være vejledning i forbindelse med nyindkøb, reperation og vedligeholdelse af sit udstyr.
Til workshoppen har TRoA det nødvendige værktøj, måleudstyr og øvrige faciliteter i forbindelse med sådan en vejledning.
Spilledagen
En gang om måneden – typisk den første søndag i måneden – afholder vi spilledag. Det er en dag hvor vi tager ud og hygger med en masse plastikkugler!
De mere præcise programmer kan altid findes i kalenderen her på siden. Her kan man også se hvordan man tilmelder sig, hvor det ligger med videre!
I forbindelse med afholdelse af et arrangement i TRoA Airsoft knytter der sig også en række regler til. De fleste af disse regler er med til at sikre spillernes sikkerhed, mens andre har til formål at skubbe spillet i en bestemt retning.