The Realm of Adventurers

Nu hvor vi endelig er “rigtigt igang” vil vi fra flytteudvalget side forsøge løbende at informere om hvad der sker.

Vi har afholdt møde og fordelt nogle opgaver flytteudvalget imellem – de fleste er stadig i form af afklaring og planlægning. Der er dog tre ting, vi gerne vil fremhæve.

For det første har vi en flink forælder som har tilbudt at hjælpe med noget fondssøgning. Det har vi sagt ja til og vi vil bruge denne lejlighed til at søge penge til de ting, vi ellers ikke forventer der vil være penge til (lige nu). Det drejer sig f.eks. om vinduer i det store kælderlokale, større stykker værktøj til det store kælderlokale og lignende. Hvis du har nogle forslag til ting du synes det vil være en god ide at søge til så hører vi dem gerne på nyelokaler@troa.dk.

For det andet har vi nu en god ide om hvilke lokaler vi får. Vi ender med 7 lokaler vi ønsker at nummerere. Efter flere forespørgsler har vi besluttet at bortauktionere retten til at nummerere lokalerne blandt medlemmerne. Planen er at gøre dette til klubbens Halloweenfest i slutningen af Oktober. Pengene går til foreningen og dermed til at betale flytningen. Så har du et ønske om f.eks. at lokale 8 skal være et helt bestemt lokale så mød op til Halloweenfesten og byd!

Det sidste drejer sig om de første spæde aktiviteter på lokaliteten. Vi forventer at vi i år får adgang til lokalerne i kælderen. Her ligger der som bekendt en skydebane og den får vi selv æren (og fornøjelsen) af at pille ned. Det gør vi med nogle powertool og brækjern hen over et par weekenddage. Hvis du gerne vil være med til det så giv lyd fra dig til nyelokaler@troa.dk – så skal vi nok sørge for at holde dig orienteret. Der kommer også løbende information af andre kanaler i takt med at vi kommer tættere på.